Skab din egen niche (og undgå det blodrøde ocean)

Hvis du vil have succes med dine produkter, så skal du ikke sælge det samme som alle andre. I stedet skal du skabe din egen niche i et blåt ocean uden konkurrence.
Skab din egen niche (og undgå det blodrøde ocean)

Indholdsfortegnelse

Stort set alle som sælger deres viden i form af f.eks. konsulentydelser eller kurser befinder sig inden for et af de følgende tre markeder:

  • Rigdom
  • Sundhed
  • Forhold

Og når du skal finde din niche, vil det derfor sandsynligvis også høre under en af disse tre kategorier.

Men det er meget brede markeder. Du skal derfor finde dit undermarked.

Inden for ”rigdom” kunne det f.eks. være investering, salg af bolig, få nyt arbejde osv.

Undermarkedet for ”sundhed” kunne være vægttab, styrketræning, sund mad osv.

Og dating, parterapi, børneopdragelse osv. ville være oplagte undermarkeder inden for markedet ”forhold”.

Men du er ikke alene på de markeder.

Konkurrencen er benhård.

Eller for at bruge et udtryk fra bogen ”Blue Ocean Strategy”…

… så fisker du i et blodrødt ocean, hvor alle de små fisk bliver spist af de store hajer.

Hvis du vil have succes med dit produkt, skal du altså dykke endnu dybere ned.

Skab din egen niche

Det er ikke nok at befinde sig i et af de meget brede undermarkeder.

I stedet skal du skabe din egen niche.

Læg mærke til at jeg ikke siger, at du skal vælge en niche – du skal skabe den.

Du skal altså ikke lede efter en niche. For det vil uundgåeligt føre til, at du vælger en niche, hvor der allerede befinder sig andre i.

Og derved er den på vej til at blive blodrød (hvis den ikke allerede er det).

I stedet skal du opfinde din egen niche, som du kan have for dig selv.

På den måde får du dit eget ”blue ocean”, hvor du kan fiske i fred.

Eksempler på nicher

Hvad er en god niche så?

Det ved du i virkeligheden nok bedst selv.

Du skal bare spørge dig selv om, hvor du kan gøre en forskel med din viden.

Her kommer et par eksempler på nicher:

  • Sundhed -> Vægttab -> Vægttab for mødre som lige har født
  • Sundhed -> Styrketræning -> Styrketræning for forretningsmænd som rejser meget
  • Rigdom -> Investering i aktier -> Investering i aktier for folk med en begrænset formue
  • Rigdom -> Få et nyt arbejde -> Få et nyt arbejde vha. LinkedIn
  • Forhold -> Dating -> Dating for skilsmisseforældre
  • Forhold -> Børneopdragelse -> Opdragelse af børn med ADHD

Udfordringen ligger naturligvis i, at nichen skal være lille nok til, at du har den for dig selv…

… men samtidig stor nok til, at der er et marked.

Samarbejde i stedet for konkurrence

Ved at skabe din egen niche vil du pludselig også åbne op for mulighed for at samarbejde med andre i branchen – i stedet for at konkurrere med dem.

Folk som styrketræner er sandsynligvis også interesseret i at spise sundt – og måske tabe sig.

Så hvis din niche er styrketræning for forretningsmænd, kunne et oplagt samarbejde være med en, som skriver om, hvordan man kan spise sundt, selvom man spiser mange forretningsmiddage.

Og dem som køber produkter om dating for skilsmisseforældre kan også være interesseret i, hvordan man håndterer problematikken om delebørn – og hvordan man laver god mad til én person.

Endnu et muligt samarbejde i stedet for konkurrence.

Det gælder altså om at tænke lidt kreativt i forhold til, hvordan din viden og dit produkt kan indgå i det samlede marked/undermarked.

Når du har identificeret dine potentielle samarbejdspartnere kan næste skridt så være at lave en aftale med dem omkring affiliate.

Altså at du kan sælge deres produkt (og få kommission for det) – eller at de kan sælge dit produkt.

Måske kan I endda holde kurser sammen – eller henvise klienter til hinanden.

Køreplan til den rette niche

Så nu skal du altså i gang med at brainstorme for at komme op med idéer til den niche, som du skal skabe.

Først finder du ud af, hvilket marked du er i (rigdom, sundhed, forhold).

Derefter vælger du et undermarked, som du har viden om (vægttab, styrketræning, sund mad).

Her er det en god idé at vælge et område, hvor der allerede er andre, som med succes sælger deres viden i den form, som du også vil benytte (coaching, kurser, bøger).

For så er der god chance for, at der også er købere til dit produkt.

Til sidst beslutter du dig så for hvilken niche, som du vil skabe inden for dette undermarked.

Her er et par idéer som du måske kan bruge til at spore dig ind på den rette niche.

  • Demografi (teenagere, folk som bor på landet, pensionister)
  • Faggrupper (håndværkere, forretningsfolk, tandlæger)
  • Sygdomme og diagnoser (ADHD, sukkersyge, kræfthelbredte)
  • Livsbegivenheder (fødsel, bryllup, dødsfald)

Tænk kreativt – og find en målgruppe, som kan have glæde af dit produkt.

God fisketur i det blå ocean.

2 Responses

  1. Rigtig gode tanker, Morten. Og hvor er det iøvrigt fedt, at du er så flittig ved tasterne herinde og på nyhedsbrevet. Ham Russel, han kan sgu sætte gang i noget… 🙂

    Rigdom, Sundhed og Forhold er, uden tvivl, de mest udbredte markeder… Men hvad med Rejser. Her ser man også at mange, især i udlandet, gøre det godt (eller ihvertfald ser ud til at gøre det godt udefra).

    Er selv ret vild med tanken om nichesites som Henrik Langes Highways-USA.com. Han gør det super godt med sine e-bøger, webinars m.m.

    Hvad er dine tanker om dette marked – på dansk – til danskere?

    Du rejser jo selv en del – men har valgt at kaste dig over andre markeder først. How come? Høj konkurrence, dårlige affiliate kommissioner..?

  2. Hej Peter.

    Tak for de pæne ord.

    Rejser kan helt sikkert være en god niche. Jeg tror dog stadig, at det er en forholdsvis svær niche at sælge digitale produkter i (folks “problem” er simpelthen ikke stort nok).

    Men når vi snakker affiliate-marketing er det straks en helt anden sag.

    Jeg har faktisk en del affiliate-sites inden for rejsebranchen, hvor jeg giver gratis information om seværdigheder, hoteller, shopping osv. på en specifik destination. Og de går fint 🙂

    Så hvis du er rejseinteresseret, er det nok den vej, som jeg ville gå.

    Bl.a. giver Hotels.com (via Zanox) en rigtig fornuftig kommision. Og der er også flere udbydere af pakkerejser, som kunne være værd at kigge på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Min Bucket-Liste
  • Besøge 100 lande (besøgt 106) (januar 2020)
  • Bestige Kilimanjaro
  • Se kirsebærtræerne blomstre i Japan
  • Trekke til Mount Everest Base Camp
  • Overnatte på et ishotel
  • Køre i tog fra Danmark til Tibet
  • Se Formel 1 i Monaco
  • Opleve karnevallet i Rio (igen) – og deltage
  • Rejse til øerne i Stillehavet
  • Se kæmpepandaer (marts 2015)
  • Køre i bil fra Danmark til Istanbul
  • Se nordlys (november 2016)
  • Sejle igennem Panama-kanalen
  • Køre Østersøen rundt i bil (august 2017)
  • Opleve fly lande og lette på Sint Maarten (marts 2016)
  • Se sneaber i Japan
  • Køre til Las Vegas ved skumringstid
  • Opleve en bjergetape i Tour de France (juli 2018)