Er passiv indkomst en myte?

Er det muligt at tjene penge udelukkende ved hjælp af passiv indkomst? Og hvordan skal det i så fald gøres? Ved at sammenligne passiv indkomst med en karrusel får du svaret.
Er passiv indkomst en myte?

Indholdsfortegnelse

For nogle mennesker er passiv indkomst lige så virkelig som Tandfeen og Loch Ness uhyret. De tror ikke på, at det kan lade sig gøre.

Andre er af den klare overbevisning, at det naturligvis er muligt at tjene en masse penge, mens de nyder livet i hængekøjen.

Personligt ligger jeg nok et sted midt imellem. Jeg tror på passiv indkomst; men i en modereret form.

For helt ærligt så findes passiv indkomst vel kun i den reneste form i forbindelse med store investeringer. Har du rigtig mange penge, så kan du sætte dem i nogle sikre værdipapirer (hvis det ellers findes efterhånden) og så leve af afkastet.

Problemet er bare, at det er de færreste af os, som har så mange penge, at vi udelukkende kan leve af renterne. Derfor må vi tænke i alternative baner.

Hvad er passiv indkomst?

Passiv indkomst beskrives lidt populært som ”at tjene penge mens man sover”. Du bruger tid på at lave en ydelse én gang, og den sælger du så igen og igen.

Modsætningen til det er at veksle sin tid for penge. Det kan være at gå på arbejde 37 timer om ugen og få løn for det, eller at være konsulent og sælge sine timer til en række kunder. I begge dele ophører pengestrømmen i det øjeblik, hvor du ikke arbejder mere.

Der er mange muligheder for at få en passiv indkomst. Skriver du en bog, skal du kun gøre arbejdet én gang, og så kan den sælges igen og ingen.

Starter du en medlemsside, så skal du kun lave materialet én gang lige gyldigt hvor mange medlemmer, som du efterfølgende får.

Opretter du en hjemmeside for at tjene penge på affiliate marketing, så er antallet af salg ikke direkte afhængigt af, hvor meget tid du lægger i siden (mere arbejde giver dog alt andet lige flere salg).

Problemet er bare, at næsten ligegyldigt hvad du laver, så kan det ikke blive ved med at tjene penge til dig i en uendelig periode.

Det kan der være mange grunde til. Her er et par eksempler:

  • Produktet, som du sælger, bliver forældet og skal opdateres
  • Der kommer færre besøgende på dit affiliate site og du skal lave ny link building
  • Du skal svare på kundeforespørgsler

Min definition på passiv indkomst

Det bringer os så tilbage til min definition på passiv indkomst. Jeg tror på, at det er muligt at skabe en passiv indkomst, hvor man laver arbejdet én gang og tjener på det mange gange.

Omvendt er jeg heller ikke så naiv, at jeg tror, at når arbejdet er gjort, så skal jeg aldrig røre en finger mere.

For mig er passiv indkomst derfor i praksis muligheden for  at rejse i op til et par måneder og kun skulle arbejde i et begrænset omfang.

Jeg holder mine forretninger ved lige (og svarer bl.a. på emails); men laver ellers ikke mere end højest nødvendigt, så jeg rent faktisk også kan nyde ferien.

På forhånd har jeg f.eks. igangsat link building, der løbende skal udføres, mens jeg er væk. På den måde går min internet forretning ikke helt i stå. Men omvendt er det naturligvis heller ikke muligt at udvide lige så meget med nye produkter, som hvis jeg havde arbejdet fuld tid derhjemme.

Passiv indkomst er som en karrusel

På et tidspunkt hørte jeg en modstander af begrebet passiv indkomst sammenligne det med en karrusel. Du kan godt skubbe en karrusel i gang, og i starten kører den også meget hurtigt. Efterhånden vil farten aftage, og hvis du ikke gør noget, så vil den gå helt i stå.

Og jeg er som sådan heller ikke uenig i den betragtning. Det interessante er, hvordan du får karrusellen til at køre så længe som muligt. Og hvordan du får den op i fart igen med så lidt arbejde som muligt.

For at få karrusellen til at køre så godt som muligt, kræver det, at den er 100 % i orden. Den skal være smurt godt, der skal være minimal friktion osv.

Overføres det til passiv indkomst, så gælder det om at have gjort arbejdet så godt som muligt allerede når du starter op med dit produkt.

Sørg for dit produkt er i orden, at du har et sted på din hjemmeside, hvor kunderne kan få svar på deres spørgsmål osv.

Du skal også gøre det hele så simpelt som muligt. Fjern alle unødvendige skridt, der skaber friktion i din forretning. Er der noget, der igen og igen giver dine kunder (og derved dig) problemer, så overvej, om det kan fjernes eller i det mindst gøres anderledes.

Automatisering er smøremiddlet, der får din passive indkomst til at glide bedre. Har du et elektronisk produkt, så sørg for at sætte alt op, så det sker automatisk; og uden din indblanding. Hvis du sælger et fysisk produkt, bør du også overveje, om du kan få andre til at klare det praktiske arbejde med pakning, forsendelse osv.

Og det bringer os så over til den anden del af karruselturen. For ligegyldigt hvor god stand din karrusel er i, så skal den holdes i gang. Og hvordan gøres det så med mindst muligt arbejde?

Det er jo trods alt sjovere, hvis den bare billedligt talt skal have et lille knips med fingeren end et kæmpe skub for at komme i omdrejninger igen.

Skal du skubbe en smule til den en gang imellem, så er det godt nok ikke en fuldstændig passiv indkomst. Men arbejdet er trods alt ikke større, end det nok er til at overkomme; også selvom du er ude at rejse.

Er det skub, som der kræves for at holde karrusellen i gang, omvendt meget anstrengende, så er du meget langt fra den passive indkomst.

Og så bør du nok kigge på dine processer for at se, hvor de kan optimeres, således at de ikke kræver så meget manuelt arbejde.

Men i virkeligheden behøver du heller ikke selv skubbe. Du kan også vælge at betale en anden for at holde karrusellen i gang; altså outsource en del af arbejdet i forbindelse med dit produkt. Det kan f.eks. være, at du køber dit til link building, kundesupport eller den tidligere nævnte pakning og forsendelse af produktet.

I starten vil der sandsynligvis være en del oplæring, men på sigt bør dine medarbejdere være stort set selvkørende. Og derved bliver de i praksis en del af din automatiseringsprocces.

Passiv indkomst er ikke en myte

Passiv indkomst findes stort set ikke i sin reneste form, hvor du udfører et stykke arbejde én gang og så aldrig mere skal gøre noget.

Alligevel mener jeg ikke, at passiv indkomst er en myte. For der er metoder, der kan bringe dit tæt på den ultimative, passive indkomst.

Disse metoder er:

  • Optimer dit produkt
  • Eliminer alle unødvendige skridt
  • Automatiser dine processer
  • Outsource så meget som muligt

Tænkt ovenstående fire punkter ind i alt, hvad du gør; både når du udarbejder produktet, og når du løbende reviderer det.

Så er du meget tæt på den fuldstændig passive indkomst.

15 reaktioner

  1. Godt indlæg Morten og jeg er meget enig i dine betragtninger.

    Passiv indkomst er for mig ikke at jeg slet ikke skal arbejde, men at automatiske processer tjener penge til mig. Det brugte jeg et par år på at opbygge og kunne derefter flytte til Thailand og forsørge min kæreste og jeg. Hele det første år arbejde jeg blot 1 time eller to om dagen, mens omsætning stadig var stigende.

    Det var super fedt at kunne tage sig den frihed, men det var knap så sjovt i opstartsfasen, når man knokler sindssyg mange timer uden at tjene en krone.

    Passiv indkomst (i min forstand) er ikke en myte, men den koster tid at opbygge.

    1. Jeg tror, at vi er meget enige i vores tilgang til affiliate marketing, Dennis.

      Det kræver et langt, sejt træk at få “karrusellen” op i omdrejninger, og her falder de fleste fra. For passiv indkomst handler ikke om hurtige penge – men om den frihed der er ved ikke at veksle tid for penge.

      Yderligere har du jo så også den fordel, at du kan nøjes med en mindre “karrusel” (eller færre skub), da du jo tjener dine penge i kroner og dollards – men betaler i bath.

  2. Rigtig godt indlæg Morten.

    Jeg er meget enig i dine betragtninger. Og jeg vil tilføje at når du arbejder med større affiliate projekter, så vil du kunne opnå en synergi effekt i at projektet vokser sig større og større.

    F.eks. vil de tidligere indlæg du har lavet jo blive styrket rent SEO mæssigt over tid ved at sitet bliver større og stærkere. Derudover vil du få mere eksponering til tidligere og relaterede indlæg, når trafikken begynder at komme ind.

    Så jo mere du arbejder med et projekt, jo mere kan du også få ud af det arbejde du tidligere har lagt i det.

    Og sådan tror jeg der kan drages mange paralleller. Det er jo også det du er inde på når du siger at der skal holdes liv i karrusellen – og får så få midler som muligt. 🙂

    1. Jeg er efterhånden også begyndt at se fordelen ved færre men større affiliate sites, da der jo som du skriver er en del synergieffekter ved at sitet bliver større og stærkere.

      Der er jo heller ingen tvivl om, at det i Googles øjne er det, som de foretrækker.

      Der er dog også et par ulemper ved den model. Først og fremmest tager det længere tid – i hvert fald hvis du går efter de lidt sværere keywords. Og er man begynder indenfor affiliate marketing, så skal fordelen ved en hurtig succes (selv om det så kun er få kroner) ikke undervurderes, da det giver mod på mere.

      Et andet problem er risikoen ved at lægge alle æg på samme karussel (et noget mærkeligt billede). For bliver du ramt af Googles straf, så tager de alt din indkomst med i faldet.

      En løsning kan jo være at have nogle mindre sites med en hurtigere indkomst (og større risikotagen) – og så nogle enkelte, store sites, hvor der ikke bliver taget chancer mht. link building.

  3. Det er korrekt. Et stort projekt er nok ikke lige sagen, men måske 3-5 større eller lignende, frem for 50-100 mindre?

    Jeg er selv ret ny inden for affiliate, men jeg satser bestemt på ganske få projekter.

    Men rigtig gode pointer du kommer med i forhold til få store projekter. 🙂

    1. Enig. Får du for mange små projekter, så bliver det også svært at holde styr på – og ikke mindst prioritere.

      For hvad skal du fokusere på i forhold til f.eks. link building? Ofte kommer resultatet jo først adskillige måneder efter, så du kan ikke engang kigge på, hvad der giver bedst resultat.

      Og med affiliate kan du jo også starte med et lille site – og så bevæge dig udad med flere produkter. Så længe det tænkes ind fra starten (og du f.eks. ikke køber et for snævert domæne-navn).

      Så jeg synes, at det lyder fornuftigt at satse på 3-5 større sites. For igen for at sammenligne med karussellen, så ville jeg nok sørge for at den første karussel fik godt med fart på fra starten (dvs. fuld fokus).

      Og når den kører godt, ville jeg bygge den næste karussel – og så bare holde den første i gang med den nødvendige link building, et par nye artikler eller hvad der nu skal til.

      Efter nogle måneder kan du jo så se, om du har ramt rigtigt – og ligger der en potentiel guldgrube, så er det jo bare med at give den endnu mere gas.

  4. Hvor mange herinde lever af at være affiliate? Er det danske sider i har? Hvor mange? Er det adsense OG affiliate? 🙂

    På forhånd tak

    1. Jeg lever af affiliate marketing – og har gjort det siden 2008.

      Det er hovedsageligt danske sider, som jeg har. Hvor mange er lidt svært at sige, for nogle er ikke så succesfulde (bl.a. på grund af div. Google-straffe), og derfor bruger jeg ikke tid på dem.

      Jeg tjener hovedsageligt mine penge på affiliate, men har også en mindre indkomst via Adsense.

      Hvad angår de andre to, så må de hellere svare for sig selv 🙂

      Håber det var svar nok.

      Er det noget, som du overvejer at kaste dig over – eller er du allerede i gang?

  5. Overvejer at starte op i mobilnichen, tror i man kan leve af den niche? eller er det for svært 🙂

    1. Du kan sagtens leve af mobilnichen – og du kan leve rigtig godt.

      Alligevel vil jeg ikke anbefale den branche – slet ikke som begynder.

      Det er en branche med stor konkurrence, så du skal virkelig være dygtig, for at kunne komme til tops her – og det tager meget lang tid.

      En anden årsag til ikke at vælge mobilbranchen er, at der hele tiden kommer nye produkter, så du konstant skal opdatere modeller, priser osv. Det er ikke ligefrem passiv indkomst.

      I stedet ville jeg vælge en meget mere snæver niche, hvor der måske ikke er helt så mange penge at tjene. Til gengæld kan du hurtigere få succes – og det gør, at du får mod på mere.

      Overvej også nogle produkter, der ikke ændrer sig hver uge. Så kan du fokusere på andre ting end at skulle opdatere dit site hele tiden.

  6. Hvad skulle det feks være så?? Er helt ny indefor det her, ved dog godt at man skal gøre tingene “white hat” osv for at undgå straf fra google 🙂

  7. Se det er det gode spørgsmål. Overvej f.eks. hvad du interesserer dig for. Kan det sælges, er der søgninger på det osv.

    Gå ind i en butik, kig tilbudskatalogerne igennem. Lad dig inspirere.

    Det kommer desværre nok lidt for vidt at skulle rådgive specifikt om emner i denne kommentar-tråd.

    Og ja, du skal passe på med Google – de straffer hårdt i disse dage. Men du skal ikke lade dig skræmme af det. Laver du fornuftigt indhold og passer lidt på med din link building, så kan det sagtens lade sig gøre at komme til tops inden for en niche.

  8. Jeg er også begyndt at arbejde på at opbygge en passiv indkomst. Jeg startede med at lave youtube videoer med adsense reklamer og er nu begyndt på affiliate marketing. Det er super sjovt og spændende at skabe en automatiseret indkomst! selvom det aldrig 100% er passivt..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Min Bucket-Liste
  • Besøge 100 lande (besøgt 106) (januar 2020)
  • Bestige Kilimanjaro
  • Se kirsebærtræerne blomstre i Japan
  • Trekke til Mount Everest Base Camp
  • Overnatte på et ishotel
  • Køre i tog fra Danmark til Tibet
  • Se Formel 1 i Monaco
  • Opleve karnevallet i Rio (igen) – og deltage
  • Rejse til øerne i Stillehavet
  • Se kæmpepandaer (marts 2015)
  • Køre i bil fra Danmark til Istanbul
  • Se nordlys (november 2016)
  • Sejle igennem Panama-kanalen
  • Køre Østersøen rundt i bil (august 2017)
  • Opleve fly lande og lette på Sint Maarten (marts 2016)
  • Se sneaber i Japan
  • Køre til Las Vegas ved skumringstid
  • Opleve en bjergetape i Tour de France (juli 2018)