Amazon Kindle rapport – oktober 2014

Så er vi nået til del 2 i serien af rapporter vedrørende min publicering af Kindle bøger. Og jeg kan allerede nu afsløre, at der har været en pæn procentvis fremgang i indtægten.
Amazon Kindle rapport – oktober 2014

Indholdsfortegnelse

Her halvvejs inde i november har jeg fået min oktober-oversigt fra Amazon for de Kindle bøger, som jeg har liggende hos dem.

Og selvom jeg løbende kan følge med i diverse statistikker, så er det alligevel spændende, når jeg modtager den samlede oversigt.

For det er kun her, at salgstal er samlet for alle Amazons hjemmesider (US, UK, Canada osv.).

Samtidig er det også først, når jeg får denne oversigt, at jeg finder ud af, hvad jeg får for udlån af mine bøger.

Men lad os få tallene på bordet med det samme.

Tal for oktober

Nye bøger: 16
Bøger i alt: 25

Salg: 183 stk. – kr. 2.231
Udlån: 112 stk. – kr. 885
Gratis: 11.823 stk.

Indtjening i alt: kr. 3.116
Sidste måned: kr. 573
Forbedring: kr. 2.540 (444 %)

I oktober rundede jeg 25 bøger; og var derfor halvvejs mod mit mål på 50 bøger inden slutningen af året. For at leve op til det mål skal jeg bare have skrevet knap tre bøger om ugen i november og december. Og det forventer jeg ikke bliver noget problem.

Mine indtægter mere end firedoblet fra september til oktober. Og det er endda til trods for, at jeg i oktober har fået mindre pr. udlån end i august og september.

Hvor indtægten i august og september lå på over ni kroner pr. bog, så var den i oktober på lige under otte kroner.

Desværre er der ikke så meget at gøre ved det; her er det 100 % Amazon, der bestemmer.

Til gengæld har indtægten pr. salg været højere i oktober end august og september; lidt over 12 kroner i oktober mod 11 kroner i september. Og det mere end udligner faktisk den mindre indtægt pr. lån.

Årsagen til dette er sandsynligvis, at jeg har solgt relativt flere bøger i de lande, der giver 70 % i kommission i forhold til de lande, hvor kommissionen er på 35 %.

Hvor meget giver en bog?

Da en stor andel af bøgerne er publiceret i løbet af oktober måned, er det umuligt at sige, hvor meget en enkelt bog giver.

Det er dog muligt at få et fingerpeg om det, hvis vi udelukkende kigger på de bøger, der blev publiceret i august og september; og derfor har haft en hel måned til at generere indkomst.

Visse af dem har dog kørt gratisperiode i starten af oktober, så tallene skal stadig tages med et vist forbehold.

Men i alt er de ni bøger blevet solgt 67 gange og udlånt 47 gange. Det giver en samlet indtægt på 1.193 kroner.

Regner vi lidt på tallene, så er det godt 133 kroner pr. bog; eller ca. 4,4 kroner pr. bog pr. dag. Det er noget lavere end de godt otte kroner, som jeg (meget løseligt) beregnede i sidste måned.

Efterhånden som der kommer mere data (flere bøger), så får jeg også et bedre beregningsgrundlag.

Og derved kan jeg også komme med et mere præcist tal på den forventede indtægt pr. bog pr. dag. Men mon ikke det rammer nogenlunde imellem de to beløb.

Der er dog allerede nu ingen tvivl om, at der er stor forskel på, hvor meget en bog kan indbringe. En af de ni bøger har solgt for i alt 335 kroner i oktober, en anden har solgt for 12 kroner.

Med tiden bliver jeg forhåbentlig bedre til at ramme bestsellerne i stedet for taberne. I hvert fald har jeg allerede nu en bog, der ligger på knap 500 kroner; selvom den først blev publiceret i starten af oktober (og derfor reelt kun har haft ca. tre uger til at tjene pengene ind i pga. gratisperioden).

Faste skribenter

I løbet af oktober fik jeg også mere faste skribenter. Hvor jeg i september prøvede lidt forskelligt af, så har jeg i oktober kun brugt fire forskellige skribenter; som alle er fundet på Elance.

Og af de fire har jeg holdt fast i to af dem. Den ene kan levere en bog om ugen, og den anden kan levere to.

Som supplement bruger jeg firmaet Epic Write, som har en række skribenter tilknyttet. Og de fire Kindle bøger, som de indtil videre har leveret, har været i en rigtig fin kvalitet.

Planen er at få skrevet i gennemsnit fire bøger om ugen; hvilket giver en samlet omkostning på godt $1000 om måneden.

Så fortsætter tendensen, skulle der helst ikke gå alt for lang tid, før disse månedlige omkostninger betales hjem af indtægterne fra de eksisterende bøger.

Min først udbetaling

Sidst men ikke mindst så har jeg fået min først udbetaling fra Amazon. Den lød på hele 8,40 kroner; hvilket var den samlede indtægt for august.

Desværre tog banken sig godt betalt for denne transaktion, så jeg kom af med i alt 20 kroner i gebyrer. Resultatet var derfor et minus på 11,60 kroner.

I næste måned skulle det dog gerne se helt anderledes ud, når de godt 573 kroner fra september måned triller ind på bankkontoen.

33 reaktioner

  1. Jeg forstår ikke helt hvad du skriver om? Hvor lange er de bøger? Er de på engelsk? Hvordan kan du udgive så mange? Hvad er tricket? 🙂

  2. Hey Morten!

    Det er super fedt, at du allerede er oppe på et par tusinde kroner om måneden!

    De der $1000, du har i udgift, er det om ugen/måneden/i alt indtil videre?

      1. Vil det sige du betaler ca 60 dollars pr. bog?

        Det er jo allerede tjent ind på en måned, hvis det er en af de bedre.

        Du har ikke overvejet at sælge dine bøger andre steder, så du kan tjene endnu mere?

        1. Ja, i gennemsnit passer det nok meget godt.

          Jeg sælger udelukkende min bøger på Amazon af flere grunde.

          For det første kræver Amazon, at de kun sælges der, hvis man vil have fordele som mulighed for at give dem væk gratis i fem dage, den høje kommission i flere lande osv.

          Men en lige så væsentlig grund er fokus. Jeg vil hellere fokusere på at få produceret flere bøger, få dem markedsført osv. – i stedet for at sprede mig ud og muligvis sælge lidt mere. For der er ingen tvivl om, at Amazon uden sammenligning er den største spiller, når det drejer sig om ebøger.

      2. Aight 🙂

        Det har faktisk givet mig blod på tanden til at give det et forsøg. Jeg er ikke så skarp til skriftligt engelsk, så for at holde omkostningerne nede, prøver jeg at teame op med min kæreste.

        Jeg skriver bøgerne, og så oversætter hun dem til engelsk. Det skal nok blive sjovt.

        Hvis du har nogle gode tips udover dem, som du er kommet med her, så er du mere end velkommen til at smide dem i min retning 🙂

        1. Det lyder spændende – og en fin måde at prøve det af.

          Der er nogle udmærkede kurser på Udemy. Jeg så et par stykker af dem for at finde ud af de basale ting.

          Men helt grundlæggende gælder der nogenlunde de samme “regler” som med affiliate/adsense-sites.

          Du skal finde de emner, som sælger – og derefter sørge for at optimere specielt din bogtitel i forhold til de søgeord, som folk søger på.

          Derefter vælger du at give din bog væk i fem dage. Og her kan det være en god idé at annoncere på de mange Facebook-grupper, som er oprettet til formålet.

          Samtidig kan du også “udveksle” reviews med nogle af de mange andre, som også publicerer bøger på Amazon.

          Men ellers må du jo spørge, hvis du har nogle konkrete problemstillinger.

          Held og lykke 🙂

          1. Nej, det koster ikke noget.

            I øvrigt glemte jeg lige at skrive, at bogomslaget også er meget vigtigt i forhold til at sælge.

            Du kan dog sagtens få nogle fine ting på Fiverr. Så det behøver ikke koste alverden.

    1. God idé 🙂

      Men hvis jeg på et tidspunkt skulle lave en ebog om det, så tror jeg ikke, at den bliver på engelsk og solgt via Amazon.

      Der er simpelthen i forvejen for mange bøger på Amazon om at udgive bøger på Amazon…

  3. Kunne være cool med en lukket klub – måske en g+ gruppe eller lignende, hvor vi delte erfaringer?

    Jeg har netop udgivet min første bog… og syntes det er et meget sjovt koncept. Men jeg har uden tvivl lavet de første 10 fejl…

        1. Så er vi ude i noget med f.eks. en Google+ gruppe, som alle kan se eksisterer og søge medlemskab til – men hvor indholdet kun kan ses af medlemmerne?

          1. Kunne sagtens være en mulighed. Dog ved jeg ikke, hvor mange personer, der er interesseret i lige netop denne form for forretning. Men efter de kommentarer, du har fået her på bloggen at dømme, så er der da i det mindste en håndfuld måske 🙂

            Om den er lukket eller åben betyder måske ikke så meget, med mindre vi går helt transparent og deler alle tal osv. Så er det ikke sikkert, alle vil være interesseret i at køre den åben. Jeg er med på begge former

          2. Ja, det syntes jeg ville være optimalt. En google+ gruppe, hvor man kan ansøge…

  4. Spørgsmål 🙂

    Hvor god indikator er antallet af gratis download de første 5 dage, i forhold til om ens bog kommer til at give plus eller minus?

    Det er selvfølgelig nok svært at sige, men har du kunne se et mønster?

    Min første bog ender på omkring 500 gratis download efter de 5 dage. (Kun 19 downloads den ene af dagene – hvilket var lidt mærkeligt)

  5. Godt spørgsmål 🙂

    Generelt kan man vel godt sige, at antallet af gratis download er en god indikator for, hvor populær nichen er.

    Om du kommer til at sælge mange bøger, afhænger jo så også af, hvor højt du ligger i søgeresultatet på Google.

    For der er sikkert mange, som går på jagt efter gratis bøger – og derfor er villige til at kigge langt ned i resultatet – mens dem som låner/køber nok nærmere går efter de første.

    Samtidig vil jeg også tro, at der er nicher, hvor folk henter bøgerne gratis af ren nysgerrighed – men ikke vil betale for dem.

    I hvert fald kan jeg se en tendens til, at nogle af mine bøger bliver købt meget – mens andre bliver lånt (hvor låneren jo betaler et fast beløb pr. måned for ubegrænset lån).

    500 gratis download er dog umiddelbart meget pænt – naturligvis lidt afhængig af, hvor meget du har gjort for at markedsføre bogen (hvis du da har gjort noget).

    1. Tak for svaret, det giver bestemt mening.

      Jeg afventer og ser. Har intet gjort for at markedsføre den, men tror jeg har ramt en fin niche. Har solgt 2 bøger her den første dag den er til salg.

  6. Det er et spændende projekt Morten og sjovt at følge med i. Jeg er nysgerrig på din proces omkring nichevalg til alle de bøger. Hvordan vælger du emnerne? Jeg tænker at der allerede må være skrevet om så godt som alt i forvejen?

    1. Det er et meget stort spørgsmål, som du åbner op for der.

      Men nej, jeg vælger ikke en niche, som der ikke i forvejen er skrevet i. For så ved jeg jo ikke, om der er købere 🙂

      Helt grundlæggende kigger jeg på, om der er andre bøger i nichen, der sælger. Og det ser jeg ved at kigge på deres rangering hos Amazon.

      Nr. 1 er den bog hos hele Amazon, der sælger mest osv.

      Er der bøger, der sælger godt i den overordnede niche, så kan jeg godt finde på at kigge på “undersøgeord” – altså nichesøgeordet plus et tillægssægeord.

      Lad os tage Paleo som eksempel. Her skal man “stå meget tidligt op” for at kunne konkurrere i toppen. Men hvis man “nicher ned” og vælger f.eks. Paleo morgenmad, Paleo for gravide osv. (bare tænkte eksempler), så kan man måske konkurrere.

      Og så gælder det i øvrigt også om at have en god forside (samt en fornuftig pris). For det er ikke altid nr. 1 på rangeringen, der også sælger bedst.

      1. Tager du bl.a. også Keyword Planner i brug for at finde søgevolume blandt de forskellige emner/underemner/nicher? Kan det bruges til noget i denne sammenhæng?

        1. Jeg tager de ord, som Amazon foreslår i søgningen (i stil med Google Suggest).

          Dem smider jeg ind i Keyword Planner – bare lige for at tjekke, hvad der bliver søgt meget på der.

          Det skal dog tages med et vist forbehold – for der er ting, som der søges på på Google. Og der er andre ting, som der søges på, når det drejer sig om bøger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Min Bucket-Liste
  • Besøge 100 lande (besøgt 106) (januar 2020)
  • Bestige Kilimanjaro
  • Se kirsebærtræerne blomstre i Japan
  • Trekke til Mount Everest Base Camp
  • Overnatte på et ishotel
  • Køre i tog fra Danmark til Tibet
  • Se Formel 1 i Monaco
  • Opleve karnevallet i Rio (igen) – og deltage
  • Rejse til øerne i Stillehavet
  • Se kæmpepandaer (marts 2015)
  • Køre i bil fra Danmark til Istanbul
  • Se nordlys (november 2016)
  • Sejle igennem Panama-kanalen
  • Køre Østersøen rundt i bil (august 2017)
  • Opleve fly lande og lette på Sint Maarten (marts 2016)
  • Se sneaber i Japan
  • Køre til Las Vegas ved skumringstid
  • Opleve en bjergetape i Tour de France (juli 2018)