10 udfordringer ved affiliate marketing

Affiliate marketing er en genial forretningsmodel, hvis du ønsker at starte op indenfor online marketing. Men der er også visse udfordringer. Jeg har samlet de 10 udfordringer som jeg mener, er de største; samt forsøgt at give et bud på, hvordan du kommer udenom dem.
10 udfordringer ved affiliate marketing

Indholdsfortegnelse

I sidste uge skrev jeg et indlæg om 10 grunde til at blive affiliate marketer; med alle de positive sider ved affiliate marketing.

I dag vil jeg så komme ind på 10 store udfordringer, der også er ved at bruge affiliate marketing som forretningsmodel til at tjene penge.

For naturligvis er det ikke kun ”lutter lagkage” at være affiliate marketer. Der er også en række udfordringer, der skal overvindes.

Vinklen i dette indlæg er på at tjene penge på affiliate marketing ved at sælge andre folks produkter. Det er altså ikke affiliate marketing som mulighed for en webshop til at få solgt deres produkter. De har helt sikkert også en række udfordringer; men det er en anden historie.

Læs her om de 10 største udfordringer ved affiliate marketing; samt mit bud på, hvordan du kan komme udenom dem.

1. Du er afhængig af Google

For de fleste affiliate marketers er Google blandet ind i deres forretning på den ene eller anden måde, da Google sider tungt på markedet for søgninger.

Det betyder også, at Google har meget stor indflydelse på, hvad du i den sidste ende kommer til at tjene.

Kan de godt lide dit website og gør du tingene på den rigtige måde, så kan du komme til tops i søgemaskinerne; og derved få en god affiliate-indtægt.

Men træder du ved siden af, så falder hammeren hårdt; noget som mange har oplevet i forbindelse med bl.a. penguin-opdateringerne.

For Google har kun et formål; og det er at tjene penge til sine aktionærer. Det er fuldstændig ligeglade med, om de ødelægger din forretning.

Derfor bør du heller ikke udelukkende fokusere på trafik fra Google. I stedet kan du med fordel supplere med alternative indtjeningsmuligheder, der ikke er direkte afhængige af Google. En mulighed er nyhedsbreve. En anden kunne være at udnytte de sociale medier som f.eks. Facebook.

2. Du er afhængig af annoncørerne

Når du bygger et website med det formål at tjene penge på affiliate, så skal du have nogle annoncører, der vil betale dig for trafik og salg.

Det i sig selv kan være en udfordring i Danmark, hvor affiliate markedet ikke er så modent som i f.eks. USA. Men selvom du så finder en annoncør, kan du stadig risikere at ”få fingrene i klemme”.

F.eks. kan en annoncør pludselig finde på at sætte sin kommission meget ned. Eller endnu værre; pludselig at stoppe helt med at give kommission.

Jeg har desværre oplevet begge dele. En annoncør, som jeg tjente penge på, valgte pludselig at sætte kommissionen ned fra 10 % til 3 %.

De mente ikke, at de tjente nok på det produkt, som jeg var affiliate for; og ting som mersalg og gensalg var åbenbart ikke ord, som de havde hørt om.

Og en anden gang havde jeg bygget et website op omkring en niche i rejsebranchen; hvorefter annoncøren pludselig stoppede med at bruge affiliate marketing som salgskanal.

Begge dele er rigtig skidt, da det virkelig kan mærkes på bundlinjen. Rådet må derfor være ikke at ”lægge alle æggene i én kurv” og kun satse på én annoncør.

Sørg altid for at have et alternativ. Det behøver ikke nødvendigvis være helt så godt; men det skal stadig kunne give en fornuftig indtjening på din side, så arbejdet ikke er spildt.

3. Priser og produkter skifter

Der er ingen tvivl om, at det er mere ”sexet” at være affiliate på mobiltelefoner og bredbånd end havefræsere og hængekøjer. Men der er også meget større arbejde i det.

Har du et website om mobiltelefoner eller bredbånd, kan du være sikker på, at du konstant skal opdatere priser, modeller og specifikationer.

Sælger du derimod havefræsere, så kommer der ikke nye modeller hver 3. måned. Og priser og specifikationer ændrer sig heller ikke så tit.

Derfor kan du også med fordel vælge et affiliate-produkt, der kun sjældent skal opdateres. På den måde har du så i stedet tid til at fokusere på andre arbejdsopgaver; som f.eks. at skrive godt indhold eller lave link building.

En bonusgevinst er også, at konkurrencen ikke er nær så stor på havefræsere og hængekøjer som mobiltelefoner og bredbånd. Så selvom der er gode penge i de to sidstnævnte, vil du sandsynligvis tjene flere penge i den sidste ende ved at satse på nogle nicher, hvor der ikke er så mange konkurrenter.

4. Arbejdet kan være ensomt

De fleste, som tjener penge på affiliate marketing, gør det alene. Normalt har de ingen kollegaer; og ofte sidder de også alene derhjemme.

Derfor kan arbejdet som affiliate marketer også blive lidt ensomt; specielt hvis du arbejder med det på fuld tid.

For nogle mennesker er det helt fint, mens andre har brug for socialt samvær, for at de fungerer optimalt i deres arbejde.

En mulighed er naturligvis at have nogle fornuftige fritidsinteresser, hvor du ser andre mennesker. Men du kan også gøre noget i arbejdsmæssig sammenhæng.

F.eks. kan det være en idé at sidde i et kontorfælleskab sammen med andre; gerne nogle som laver lidt af det samme som dig. Udover det sociale, har du også mulighed for at få input fra andre. Og så er det også bare en god idé at komme lidt væk hjemmefra; og på den måde adskille arbejde og fritid helt fysisk.

Andre muligheder for at få både en social kontaktflade og faglig sparring er netværksgrupper og konferencer. Begge dele giver mulighed for at møde andre, som også arbejder med online marketing; og derved også opbygge et uvurderligt netværk.

5. Det er ikke et ”rigtigt” arbejde

Når jeg er blevet spurgt, hvad jeg laver; og derefter har forklaret, at jeg arbejder med affiliate marketing, ligner de fleste ét stort spørgsmålstegn.

Efter jeg så har brugt noget tid på at forklare konceptet bag affiliate marketing, så er næste spørgsmål ofte ”kan man leve af det”.

For det er tilsyneladende svært for folk at forstå, at man rent faktisk kan leve af at bygge websites, skaffe trafik og formidle salg.

Løsningen på denne udfordring er nok bare først og fremmest at acceptere, at de fleste mennesker tror, at det er ret tilfældigt, hvem som ligger øverst i Googles søgeresultater.

Og at dine venner og familie ikke fatter, hvad dit arbejde går ud på. Sådan er det jo i øvrigt med mange andre former for jobs.

Har du mod på det, kan du prøve at forklare, hvordan man søgemaskineoptimere, hvad man kan tjene på et salg osv. Og lykkes ”missionen” ender det faktisk ofte med, at de bliver meget fascinerede af mulighederne og den ”helt nye verden”.

6. Der er ingen hurtige resultater

Søgemaskineoptimering tager tid. Det samme gør social media marketing. Så er det en af de metoder, som du bruger til at skaffe trafik, så kræver det, at du lægger en masse arbejde, før du kan se resultater.

Og det får rigtig mange til at falde fra, for det kræver arbejdsdisciplin at lægge et stort stykke arbejde uden synligt resultat.

En løsning kan naturligvis være at fokusere på betalt trafik som f.eks. Adwords eller Facebook-annoncering til at skaffe affiliate-salg.

Men heller ikke her er der hurtige (positive) resultater. For begge dele tager tid at lære, så pengene kommer ikke rullende ind fra dag et.

Det er derfor vigtigt at fokusere på nogle andre delmål end penge i starten. Det kan f.eks. være, hvor meget indhold, som du får produceret. Eller hvor mange links som du får bygget. Begge dele fører i den sidste ende frem til slutmålet om at tjene penge på dit website.

7. Det kan være svært at holde fokus

Følger du nogle af de mange ”internet-guruer”, så kan det være svært at holde fokus. Du bliver dagligt tæppebombet med nye metoder, som du kan bruge til at tjene penge.

Kommer de gode råd fra nogle af de reelle eksperter, så kan de som sådan være fine nok. Men de tager stadig tid at lære og ikke mindst implementere.

Værre bliver det med dem, som har ”fundet et hul i Google”; og har skabt et nyt produkt, der kan lære dig at tjene en formue på ingen tid.

Vil du tjene penge på affiliate marketing, så er det vigtigt, at du bliver god til det, som du laver. Det gør du kun, hvis du øver dig og arbejder benhårdt på at blive bedre. Og du bliver ikke bedre ved at hoppe fra metode til metode.

Så lad dig gerne inspirere af andre, men sørg for at holde fokus på den metode, som du har valgt; og hold fast i den. Når du så mestrer den (og det tager tid), kan du starte med at finpudse den ved at tilføje nogle af de finesser, som du har lært af andre.

8. Du skal have mange forskellige evner

For at blive god til affiliate marketing, skal du have mange forskellige evner og mestre mange forskellige teknikker.

Du skal bl.a. have styr på opsætning af WordPress, skrive fængende tekster, søgemaskineoptimering og have et vist grafisk øje; samt en lang række andre evner, som du bruger på daglig basis.

Naturligvis kan du outsource noget af det, men du bør i det mindste vide lidt om området.

Og særligt i starten er der måske heller ikke så mange penge til at hyre andre til at gøre arbejdet for dig.

Så der er ikke andet at gøre end at komme i gang med at lære. Til gengæld får du så også et arbejde, der er mere alsidigt end de fleste andre. Og du får en online marketing uddannelse, der ikke kan købes for penge.

9. Teknikker og teknologier ændrer sig konstant

Ikke nok med at du skal kunne en masse forskellige ting. De ting, som du lærer, ændrer sig også konstant. Det der virkede i går, virker måske ikke i dag; til gengæld er der så noget andet, der virker i stedet.

Du kan umuligt følge med i alt det nye. Derfor er det også vigtigt at have fokus på det væsentlige.

Så glem alt om alle de nye ”smarte tricks”. Fokuser i stedet på det basale som f.eks. hvordan Google ændrer sine algoritmer, den nyeste forskning omkring konverteringspsykologi osv.

Det gør du nemmest ved at følge nogle af de førende indenfor de forskellige online marketing områder. Vælg nogle eksperter ud og læs deres blogs; og spild så ikke tid på alt det andet. For der er nok at bruge tiden på.

Og så kan du jo glæde dig over, at du beskæftiger dig med noget, hvor du lærer nye ting hver dag. Det er der ikke så mange andre, som kan prale af.

10. Det bliver sværere og sværere

”Man skulle være startet for 15 år siden”. Den tanke tænker jeg jævnligt. For der er ingen tvivl om, at det var meget nemmere at tjene penge på affiliate marketing dengang, hvor søgemaskineoptimering var at fylde en masse søgeord ind på ens sider.

Og igennem de seks år, hvor jeg har været i gang, er det også blevet sværere. Hverken automatiserede værktøjer og outsourcing af link building fungerer nær så godt i dag; takket være Googles mange opdateringer de seneste år.

Derfor kræver det også mere arbejde og/eller flere penge at starte op som affiliate marketer i dag end dengang.

Hvis affiliate-verden havde set ud som i dag, da jeg startede, er jeg da heller ikke sikker på, at jeg var holdt ved. Og sådan tror jeg, at der er mange, som har det.

Det er helt sikkert blevet sværere at tjene penge på affiliate marketing, og derfor er der også mange, som giver op, før de rigtig er kommet i gang.

Men det er ikke nødvendigvis nogen dårlig ting, for det betyder også at mange af dem, som jagter de hurtige penge med tvivlsomme teknikker, har fået det sværere. Og derved er der færre til at dele ”affiliate-kagen”.

Så i den sidste ende betyder det bare, at der er flere penge til os, som holder ved. Specielt hvis vi rent faktisk laver noget arbejde, som vi også kan være stolte af (og fremvise til venner og familie som ikke fatter affiliate marketing konceptet).

Og skulle du blive træt af kampen imod de store brands, så kan du jo vælge i stedet at arbejde sammen med dem; enten som ansat eller freelancer indenfor online marketing.

Du har i hvert fald fået den perfekte uddannelse igennem dit arbejde med affiliate marketing.

2 reaktioner

  1. Kanon indlæg!

    Som affiliate markerer kender jeg til problemstillingerne – specielt dem med at holde fokus og at det nogle gange godt kan føles ensformigt og “ensomt”.

    Affiliate er en uddannelse – hvert fald for mig. Det er for mig, et springbræt til noget større :-),

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Min Bucket-Liste
  • Besøge 100 lande (besøgt 106) (januar 2020)
  • Bestige Kilimanjaro
  • Se kirsebærtræerne blomstre i Japan
  • Trekke til Mount Everest Base Camp
  • Overnatte på et ishotel
  • Køre i tog fra Danmark til Tibet
  • Se Formel 1 i Monaco
  • Opleve karnevallet i Rio (igen) – og deltage
  • Rejse til øerne i Stillehavet
  • Se kæmpepandaer (marts 2015)
  • Køre i bil fra Danmark til Istanbul
  • Se nordlys (november 2016)
  • Sejle igennem Panama-kanalen
  • Køre Østersøen rundt i bil (august 2017)
  • Opleve fly lande og lette på Sint Maarten (marts 2016)
  • Se sneaber i Japan
  • Køre til Las Vegas ved skumringstid
  • Opleve en bjergetape i Tour de France (juli 2018)